Anvendelsessted, slidstyrke og udseende er det vigtigste, når du vælger nye klinker. I denne guide kan du læse mere om, hvilke overvejelser du med fordel kan gøre dig, før du træffer dit valg.
Klinker er som gulvbelægning både meget slidstærke og lette at vedligeholde, samtidig er det en gulvbelægning, som du kan anvende i hele huset.
Klinker findes i dag i et hav af forskellige designs, du kan f.eks. få klinker, der ligner beton eller træ, så der er masser af valgmuligheder.
Klinker og fliser - hvad er forskellen?
Betegnelserne fliser og klinker bruges i flæng når man taler om gulvbelægning, men hvad betyder betegnelserne og er der overhovedet nogen forskel?
En flise er firkantet flade af sten, beton eller brændt ler. Man kan altså sige at fliser er den overordnede betegnelse, når vi taler om klinker og fliser.
En klinke er en glat uporøs trykstærk flise med stor hårdhed, som er brændt ved høj temperatur og er lavet af kalkfattigt jernholdigt ler.
Fordele og ulemper ved klinker
Klinkers absolut største fordel er deres høje slidstyrke, der betyder, at de har en meget lang levetid, faktisk er mange klinker nærmest umulige at slide op, så når et klinkegulv bliver udskiftet vil det nærmest altid være fordi, at man ønsker et stilskifte. Klinker er samtidig utroligt lette at vedligeholde og rengøre.
En anden fordel er, at klinker er en af de eneste gulvtyper som kan anvendes i hele huset. Så ønsker man samme gulv over det hele vil klinker være det oplagte valg.
En tredje fordel er, at der findes et meget stort udvalg af klinker at vælge i mellem, så der er god mulighed for at skabe din helt egen personlige stil. Klinker kan også anvendes på væggen, hvorved der kan skabes et flot sammenspil mellem væg og gulv.
De største ulemper ved klinker er akustikken og komforten.
Et klinkegulv er et hårdt gulv, hvilket betyder at trin, ting der tabes på gulvet og lignende vil kunne høres tydeligt. Et klinkegulv tilføjer heller ikke noget til akustikken, så vælger du klinker i et stort køkkenalrum eller andre store rum, vil det være en god ide at tænke lydakustikken ind i forhold til vægge eller lofter.
Et klinkegulv vil ofte føles koldt, hvis ikke der er gulvvarme i gulvet. Desuden kan især polerede klinker være glatte, hvilket kan give en dårlig gangsikkerhed.
En videre ulempe er at klinker generelt skal lægges på et fladt, helt plant og bærende underlag, da klinkerne ellers vil knække og blive skadede. Der findes dog selvbærende klinker som kan ligges på strøer, disse er primært produceret til udendørs brug, men de vil også kunne anvendes indendørs.
Natur eller keramisk?
Natursten består af mineraler, der gennem millioner af års påvirkning bliver dannet af forskellige bjergarter. I og med at de forskellige stenarter kommer fra forskellige stenbrud fra hele verden, skabes der et bredt sortiment af både farver og typer.
Marmor, skifer og granit er nogle af de mest udbredte natursten som bruges til gulvbelægning. Natursten kræver løbende vedligeholdelse med egnede plejeprodukter, for at de bevarer deres flotte udseende.
Keramiske klinker fremstilles af forskellige typer ler og brændes ved meget høje temperaturer. Langt de fleste klinker i vores sortiment er eksempelvis lavet i porcelæn.
Nogle typer af ler og nogle farver reagerer anderledes end andre under brændingen, hvilket hos nogle klinker kan medvirke til at farven på klinkerne kan variere lidt, selv om de er fra samme brænding. Dette er vigtigt at være opmærksom på, når du vælger en klinke eller flise, da du ellers kan blive meget overrasket, når du ser klinken på en større overflade.
Vi har valgt kun at føre keramiske klinker i vores faste sortiment. Se udvalget her.
Hvor skal klinkerne anvendes?
Selvom klinker som udgangspunkt kan anvendes overalt i huset er det alligevel vigtigt, at du overvejer præcist, hvor klinken skal anvendes. Nogle klinker er kun egnet til at bruge på væggen, andre på gulvet mens en tredje gruppe kan anvendes både på væg og gulv.
Nogle fliser er porøse, hvorved vand og andre væske vil kunne trænge gennem flisen, disse må ikke anvendes i vådrum.
Klinker er desuden inddelt i forskellige slidgrupper, som spænder fra 1-5, hvoraf slidgrupperne 2-4 er mest udbredte. Jo højere slidgruppe jo højere slidstyrke. Således bør klinker i slidstyrke 2 kun anvendes på steder, hvor de ikke slides ret meget. Til kommerciel brug bør klinker være i slidstyrke 4 eller 5. Slidstyrke 4 er egnet til selv de mest udsatte steder i det private hjem.
Klinker er også et yndet og egnet valg til terrassen. Da klinker, som ligger udendørs, udsættes for vind og vejr, stiller det høje krav til klinkerne, der blandt andet skal være frostsikre. Det er derfor vigtigt, at du sikrer dig, at klinken er egnet til formålet, hvis du køber klinker til terrassen.
Vedligeholdelse og rengøring
I forhold til vedligeholdelse og rengøring er klinker en af de mest praktiske gulvtyper. Keramiske klinker kræver ingen vedligeholdelse udover den almindelige rengøring. Naturklinker kan miste deres glans, der dog kan genskabes med den rette vedligeholdelse.
Mange keramiske klinker kan i dag tåle selv syreholdige rengøringsmidler, hvilket er praktisk, når der skal fjernes kalk på badeværelset. Du skal dog være opmærksom på, at det samme ikke nødvendigvis gør sig gældende for den fuge, der er lagt mellem klinkerne.
Kalk og støv vil være mest tydelige på mørke klinker, mens skidt fra mudrede sko og lignende vil ses mest på en meget lys klinke. Så i forhold til kalk vil en klinke i en nuance af hvid være et godt valg, mens en klinke i en brunlig eller mellemgrå farve er mest praktisk i forhold de fleste andre typer snavs.
Hovedrolle eller statist?
Udover slidstyrken er klinkernes udseende absolut det vigtigste du skal beslutte dig for, når du skal købe nye klinker. Et af de første spørgsmål du kan stille dig selv, er om de skal være en markant del af din stil eller om de skal være en neutral baggrund for resten af din boligindretning.
Ønsker du ikke af gulvet eller klinkevæggen skal være en markant del af rummets udseende, så bør du vælge en ensfarvet klinke i en neutral farve. Her vil en nuance af grå være et oplagt valg. Klinken bør samtidig kun have meget lidt eller alternativt et ensartet og roligt farvespil.
Må gulvet eller klinkevæggen gerne spille en af hovedrollerne i rummet, så kan du med fordel vælge en mere markant farve. Samtidig har klinker med meget farvespil oftest et meget karakterfuldt udseende, der gør, at de er mere iøjnefaldende end andre klinker.
Hvilket look skal klinkerne have?
Kunne du godt tænke dig det smukke eksklusive udtryk natursten giver, men uden den ekstra pleje det medfører, så kan du vælge en af de mange klinker i naturstenslook, som i dag er en meget naturtro gengivelse af ægte natursten.
Cement og betonlooket med det lidt rå udtryk nyder i disse år stor popularitet. Også dette look kan uden problemer opnås med klinker.
Eller har du måske altid ønsket dig et badeværelse med træ? Så er en klinke med trælook måske den helt rette løsning.
Du kan også købe klinker i farver som rød, blå og grøn eller mønstrede klinker. Det er dog noget du bør være lidt påpasselig med, da langt de fleste forholdsvis hurtigt bliver trætte af sådan en klinkeløsning, og man skifter jo ikke bare lige et helt klinkegulv.
Et alternativ kunne være at få lidt farver ind på et mindre område, det kunne eksempelvis være bag komfuret eller vasken i et køkken eller på fronten af et indmuret badekar i badeværelset. Til dette formål er mosaikker en god mulighed.
Hos FlotteGulve.dk har vi et stort sortiment af forskellige mosaikker.
Skal klinken være rektificeret?
Hvis du ønsker et minimalistisk og stramt look, så kan du med fordel vælge en klinke, der er rektificeret eller skarpskåren, som man også kalder det på dansk.
Langt de fleste klinker skæres til de ønskede størrelser inden brænding, men da der kan være små forskelle på, hvor meget klinker krymper under brænding betyder det, at der kan være små størrelsesforskelle på de enkelte klinker. Det er ikke et problem, hvis klinken skal anvendes med en almindelig fuge, men hvis man ønsker en meget smal fuge vil det kunne ses.
En rektificeret klinke er derimod først skåret efter brænding, derfor vil de enkelte klinker være præcist lige store. Det betyder, at rektificerede klinker er det rette valg, hvis du ønsker meget smalle fuger og et stramt udtryk.
Et minimalistisk look opnås desuden bedst ved at vælge en rektangulær ensfarvet klinke uden eller med meget lidt farvespil.
Hvordan ønsker du at lægge klinkerne?
Også når det kommer til lægningen af klinker er der mange valgmuligheder. Klinker kan nemlig ligges i et utal af forskellige mønstre, hvor ved du giver gulvet eller væggen dit helt eget udtryk.
Du kan også vælge at sætte dit helt eget præg på gulvet ved at kombinere forskellige størrelser af samme klinke eller sågar at kombinere forskellige klinker.
For at finde frem til det rette mønster kan du eventuelt klippe ”klinker” ud i karton i den størrelse du ønsker klinkerne og så prøve dig frem hjemme på gulvet.
Det er vigtigt, at du overvejer lægningsmønstret før du køber dine klinker, da det kan have betydning for, hvor mange klinker du har behov for. Det gælder ikke mindst, hvis du kombinerer forskellige klinker eller størrelser.
Hvor mange klinker du har behov for, kan du finde ud af ved at tegne mønsteret i et passende målestoksforhold. Du bør altid lægge lidt til, da der jo kan ske fejl ved lægningen.
Klinker er en af de sværeste gulvtyper at lægge, så mindre du selv har erfaring med klinkelægning, så kan det ofte betale sig at få en fagmand til at udføre opgaven ikke mindst på badeværelset, hvor der er en række lovkrav som skal overholdes.
Ønsker du selv at lægge klinker, så kan du overveje at vælge klinker med kliksystem, her skal du hverken bruge nogen form for fæstner eller fugemasse.
Gode tips
- Nogle af tipsene er bud på, hvad der i de fleste tilfælde vil give det bedste resultat, men der kan også opnås flotte og spændende resultater ved at gøre noget andet. Så har du en spændende ide, skal du ikke lade dig bremse.
- Skaf en vareprøve eller se klinken i en butik. Klinkers overfladestruktur, farve og farvespil kan være svære at bedømme ud fra et billede.
- Små klinker egner sig bedst til små rum og store klinker er bedst egnede til store rum.
- Fuger er med til at forbedre gangsikkerheden, da de bremser foden, hvis den glider på klinken, derfor kan det være en fordel især på badeværelset, hvis klinkerne ikke er meget store.
- Har du matte klinker ser det bedst ud med et mat armatur, mens blanke klinker er et oplagt valg til et skindende armatur.
- Det giver det mest harmoniske udtryk, hvis gulvfliser er større eller ligeså store som vægfliserne.
- Når forskellige klinkestørrelser kombineres i et rum bliver resultatet mest harmonisk, hvis klinkestørrelserne går op i hinanden f.eks. 20x60 cm og 60x60 cm, hvor de tre rektangulære klinker svarer til en kvadratisk klinke.