Sæbebehandling som overfladebehandling af trægulve.
Trægulve er smukke, naturlige og et populært gulvvalg i de skandinaviske hjem.
Trægulve har desuden den store fordel, at de har en meget lang levetid, hvis de altså behandles på den rette måde. Træ er nemlig også et materiale, der ubehandlet vil suge væsker og lignende, hvorved det hurtigt mister sit flotte udseende. Derfor er det vigtigt, at et trægulv får en eller anden form for overfladebehandling således at træet beskyttes.
Der findes forskellige typer overfladebehandling til trægulv, hvoraf lak, olie, voks og sæbe er de mest udbredte.
De forskellige typer har hver deres fordele og ulemper, som du kan læse mere om i teksten overfladebehandlinger af træ.
I denne tekst vil der udelukkende blive fokuseret på sæbebehandling, der til tider også kaldes sæbeskuring.
Sæbehandling – Fordele og ulemper
Når du køber et nyt gulv, så vil det ofte være overfladebehandlet fra fabrikkens side med enten lak eller olie, men det er også muligt at købe et gulv, der er ubehandlet og så vælge sæbebehandling som overfladebehandling.
På samme måde vil et gammelt gulv efter en slibning kunne sæbehandles i stedet for at give gulvet en ny oliering eller lakering.
Fordelen ved at vælge sæbe som overfladebehandling er at en sæbebehandling er utrolig nem selv at udføre, da det i praksis svarer til at vaske gulvet, dog er det vigtigt at vælge den rette sæbe, da ikke alle sæber vil efterlade en beskyttende åndbar sæbefilm på træets overflade.
En anden fordel ved sæbebehandling til trægulve er, at den kan anvendes til at lysne dit gulv, ved at du vælger en hvidpigmenteret sæbe.
Den største ulempe ved at anvende sæbebehandling til at beskytte træ er, at behandlingen skal gentages med jævne mellemrum, da beskyttelsen aftager med tiden. Sæbehandling er derfor den mest plejekrævende overfladebehandling.
En anden ulempe er, at trægulvet kan være lidt mere modtageligt for snavs og væske. Det vil derfor være ekstra vigtigt, at du hurtigst muligt tørrer snavs og spild op, samt at du beskytter gulvet mod vådt fodtøj og lignende. Det vil dog altid være en fordel, hvis du har et trægulv uanset, hvilken overfladebehandling det har fået.
Sæbebehandling – Sådan gør du
Når du skal sæbebehandle dit trægulv er det først og fremmest vigtigt, at du vælger en sæbe der er egnet til formålet, hos FlotteGulve.dk anbefaler vi Trip Trap Natursæbe og Trip Trap Natursæbe Hvid. Disse sæber har et højt indhold af tørstof, hvilket gør dem ideelle til både grundbehandling, vask og vedligeholdelse at sæbede trægulve.
Det er vigtigt, at du følger brugsanvisningen på den sæbe du anvender og derfor kan fremgangsmåden variere en smule alt efter, hvilken sæbe du vælger. I følgende beskrivelse anvendes Trip Trap Natursæbe.
- Start med at feje eller støvsuge gulvet så støv og løst liggende snavs fjernes, dette gælder både ved et nylagt gulv og et gulv, der skal genbehandles.
- Omryst dunken med sæbe grundigt og tilsæt 1 liter sæbe til 10 liter varmt vand.
- Vask gulvet i gulvbræddernes længderetning med eksempelvis en moppe.
- For at mætte gulvet gentages proceduren, så du i alt vasker gulvet tre gange, hvor gulvet får lov til at tørre helt efter hver vask. Efter tredje vask kan gulvet tages i brug.
Sæbebehandlede gulve – Pleje og vedligeholdelse
Til den løbende pleje og vedligeholdelse anvendes den samme sæbe, der er brugt til grundbehandlingen.
Ved gulvvask anvendes 2,5 dl Trip Trap Natursæbe til 10 l varmt vand og der anvendes to spande en med sæbevand og en med rent vand hvori moppen skylles og vrides før den atter dyppes i sæbevand.
Ved vask fjernes både snavs og det tidligere sæbelag samtidig med at der efterlades en ny mikroskopisk og åndbar sæbefilm. På den måde klares både gulvvask og gulvpleje i en arbejdsproces.
Undgå at efterlade vand på gulvet, da det kan skade træet.
Det er ligeledes vigtigt at du skifter vandet, hvis det bliver beskidt, da det ellers efterlader en grå film på gulvet.
Hvor ofte det er nødvendigt at pleje dit gulv afhænger af, hvor meget og hvordan gulvet anvendes. Gulvet vil f.eks. skulle plejes oftere, hvis man går på det med sko end hvis det kun udsættes for strømpesokker og bare tæer.
Før i tiden vaskede man altid sæbebehandlede gulve mindst en gang om ugen, men bruges gulvet ikke så meget kan du sagtens vente lidt længere imellem to vaske.
Bliver gulvet med tiden trist og gråt så kan du rense det i bund med trærens og knofedt og derefter foretage en ny grundbehandling med sæbe.
Lud og sæbehandlede gulve
Ved nåletræsgulve som fyr og lærk kan den naturlige gulning mindskes ved at ludbehandle gulve. Men da det ikke er nok at ludbehandle et gulv, hvis du vil beskytte det, så skal gulvet bagefter enten sæbebehandles eller olieres.